19. sep • Markedskommentarer • 6372 Visninger • Comments Off om tanken
USA er verdens største producent af ethanolbrændstof. USA producerede 50.0 milliarder liter ethanolbrændstof i 2010. Ethanolbrændstof bruges hovedsageligt i USA som et oxygenat til benzin. I 2009 blev 99% af al det ethanolbrændstof, der blev forbrugt i landet, forbrugt som ethanol i gasol. Det meste amerikanske ethanol produceres af majs, og den krævede elektricitet til destillerierne stammer fra kulanlæg. Debatten drejer sig om, hvordan bæredygtig majsbaseret bioethanol er i udskiftningen af fossile brændstoffer i køretøjer. Indvendingerne og kontroversen vedrører den store mængde mark, der kræves til afgrøder, og dens indvirkning på verdens kornforsyning, direkte og indirekte ændringer i arealanvendelsesændringer samt spørgsmål vedrørende energibalance og kulstofintensitet, når man overvejer ethanols fulde livscyklus produktion.
Katalysatoren for den arabiske forårsrevolution krediteres ofte den 18-årige Mohamed Bouazizi, der boede i provinsbyen Sidi Bouzid i Tunesien, han havde en universitetsgrad, men intet arbejde. I et forsøg på at tjene til livets ophold begyndte han at sælge frugt og grøntsager på gaden uden licens. De tunesiske myndigheder stoppede ham og konfiskerede hans råvarer, i desperation satte han sig i brand lørdag den 2010. december 16. Oprørelsen fulgte derefter, og sikkerhedsstyrker forseglede hurtigt byen. Den følgende onsdag klatrede en anden arbejdsløs ung mand i Sidi Bouzid op på en el-stang, råbte "nej for elendighed, nej for arbejdsløshed", rørte derefter ledningerne og elektroderede sig selv. Fredag den 2011. september XNUMX, uden for en bank i Piræus (en stor havn i Grækenland), dyssede en lille forretningsmand sig i benzin og satte sig i brand. Hans desperate protest var tilsyneladende i vrede over hans mislykkede forretning og manglende bankassistance.
Den myte, som de vestlige medier fortsætter, er, at det arabiske forår var en reaktion på totalitære regimer særskilt, mens faktisk den totale fiasko i økonomien i visse arabiske stater og tilstødende afrikanske regioner forårsagede; sult, nød og desperation var lige så stor en faktor som ønsket om regimeændring. Den arabiske forårsrevolution har i en tidligere utænkelig parallel nu udvidet sig til Israel. De almindelige medier har stort set ignoreret Tel Aviv-demonstrationerne, hvor et stort antal har samlet sig over på hinanden følgende weekender for at protestere mod en økonomi, der er afsporet. Rampant inflation, huspriser og huslejer, der ligger uden for den israelske middelklasses rækkevidde, stagnerende lønninger, enorme niveauer af ikke-registreret arbejdsløshed og en uddannet middelklasse, der mistroisk og vred på deres politiske ledere nu kræver forandring forårsager fredelig social uro . Estimater anslår tallene på gaderne i Tel Aviv til cirka 300,000, idet befolkningen måler cirka 3.3 millioner, hvilket er et enormt antal, der er gået ud på gaden for at protestere.
Det er blevet mere og mere vanskeligt for regimer og regeringer at undgå diskussionen om de sande inflationsniveauer, der påvirker basisfødevarer og basale ting, og at skjule årsagen til denne inflation. Størstedelen af USA, UK og europæiske borgere kan simpelthen trække på skuldrene og udsende et træt suk, når de betaler i supermarkedets check-out eller ved benzinpumpen, når de undersøger det formodede 5% RPI på deres kvitteringer. For store dele af befolkningen i Mellemøsten eller Afrika er inflationen på basale varer imidlertid litterær forskellen mellem liv eller død, sult eller eksistens. Mens den britiske regering muligvis beregner deres inflationstal ved hjælp af en kurv med varer inklusive mobile ringetoner, bredbånd, sky-tv og plasmaskærms-tv, indgår ikke luksus i kurven med valg i fattigere dele af kloden. Brent råolie har stædigt forblevet over $ 100 pr. Tønde i næsten seks måneder, grundlæggende madvarer har spidset ubarmhjertigt, mens britiske bilister kan klare en liter benzin, der stiger med 30% over tre år (da deres reelle og inflationsjusterede lønninger forbliver statiske) dårligere globale borgere har ingen håndteringsstrategi. Da mad, brændstof og indkvartering tegner sig for næsten alle deres omkostninger, fra en position med en meget dårlig løn, er de øgede omkostninger til korn og brændstof livstruende.
Den globale inflation, der er oplevet siden 2008, er som en direkte konsekvens af den efterfølgende kvantitative lempelse af USA, UK og europæiske beslutningstagere, der overgav sig til at rekapitalisere store finansielle institutioner for at "redde systemet". Den tvillede zirp-politik fik utvivlsomt denne overskydende likviditet til at skynde sig i spekulative råvarer og aktier. Mens aktieværdier muligvis korrigerer den uforudsete og utilsigtede konsekvens, er råvarepriserne muligvis ikke faldende. Hvis olie forbliver på ca. $ 100 pr. Tønde, i en yderligere periode på seks til tolv måneder, ser recessionen med 'dobbelt dip' en sikkerhed ud.
Mens de førende europæiske finansministre mødes for at drøfte yderligere mekanismer til at skabe et internationalt banksystem, der igen befinder sig på en afgrund, er det usandsynligt, at de åbent vil diskutere (til offentligt forbrug) de yderligere frygtelige konsekvenser, som mere QE vil skabe. Uanset mere QE, der skaber ubegrænsede mængder dollars, gennem centralbanker i en periode på tre måneder, vil det også indirekte skubbe råvarepriser op og alvorligt forringe kvaliteten af levende og overlevelsesudsigter på millioner. Når Geithner vender tilbage til den bilbesatte USA, vil han måske reflektere over de rejser, som de fleste amerikanere tager. Da hans pansrede kavalkade forlader lufthavnen, kan han observere dem, der går til fastfoodrestauranter, drevet af biler på majsfødevarer, og mener, at hans “job godt udført” denne weekend med sine europæiske kolleger faktisk er et midlertidigt klæbende gips for Europa og USA, men et potentielt dødeligt sår for fattigere og udviklingslande.
fxccmarkedskommentarerolie
« Europæiske finansministre: USA bør få eget hus i orden Terminal Velocity, IMF og Goldman Sachs gør matematikken »
Brændstof til eftertanke
19. sep • Markedskommentarer • 6372 Visninger • Comments Off om tanken
USA er verdens største producent af ethanolbrændstof. USA producerede 50.0 milliarder liter ethanolbrændstof i 2010. Ethanolbrændstof bruges hovedsageligt i USA som et oxygenat til benzin. I 2009 blev 99% af al det ethanolbrændstof, der blev forbrugt i landet, forbrugt som ethanol i gasol. Det meste amerikanske ethanol produceres af majs, og den krævede elektricitet til destillerierne stammer fra kulanlæg. Debatten drejer sig om, hvordan bæredygtig majsbaseret bioethanol er i udskiftningen af fossile brændstoffer i køretøjer. Indvendingerne og kontroversen vedrører den store mængde mark, der kræves til afgrøder, og dens indvirkning på verdens kornforsyning, direkte og indirekte ændringer i arealanvendelsesændringer samt spørgsmål vedrørende energibalance og kulstofintensitet, når man overvejer ethanols fulde livscyklus produktion.
Katalysatoren for den arabiske forårsrevolution krediteres ofte den 18-årige Mohamed Bouazizi, der boede i provinsbyen Sidi Bouzid i Tunesien, han havde en universitetsgrad, men intet arbejde. I et forsøg på at tjene til livets ophold begyndte han at sælge frugt og grøntsager på gaden uden licens. De tunesiske myndigheder stoppede ham og konfiskerede hans råvarer, i desperation satte han sig i brand lørdag den 2010. december 16. Oprørelsen fulgte derefter, og sikkerhedsstyrker forseglede hurtigt byen. Den følgende onsdag klatrede en anden arbejdsløs ung mand i Sidi Bouzid op på en el-stang, råbte "nej for elendighed, nej for arbejdsløshed", rørte derefter ledningerne og elektroderede sig selv. Fredag den 2011. september XNUMX, uden for en bank i Piræus (en stor havn i Grækenland), dyssede en lille forretningsmand sig i benzin og satte sig i brand. Hans desperate protest var tilsyneladende i vrede over hans mislykkede forretning og manglende bankassistance.
Den myte, som de vestlige medier fortsætter, er, at det arabiske forår var en reaktion på totalitære regimer særskilt, mens faktisk den totale fiasko i økonomien i visse arabiske stater og tilstødende afrikanske regioner forårsagede; sult, nød og desperation var lige så stor en faktor som ønsket om regimeændring. Den arabiske forårsrevolution har i en tidligere utænkelig parallel nu udvidet sig til Israel. De almindelige medier har stort set ignoreret Tel Aviv-demonstrationerne, hvor et stort antal har samlet sig over på hinanden følgende weekender for at protestere mod en økonomi, der er afsporet. Rampant inflation, huspriser og huslejer, der ligger uden for den israelske middelklasses rækkevidde, stagnerende lønninger, enorme niveauer af ikke-registreret arbejdsløshed og en uddannet middelklasse, der mistroisk og vred på deres politiske ledere nu kræver forandring forårsager fredelig social uro . Estimater anslår tallene på gaderne i Tel Aviv til cirka 300,000, idet befolkningen måler cirka 3.3 millioner, hvilket er et enormt antal, der er gået ud på gaden for at protestere.
Det er blevet mere og mere vanskeligt for regimer og regeringer at undgå diskussionen om de sande inflationsniveauer, der påvirker basisfødevarer og basale ting, og at skjule årsagen til denne inflation. Størstedelen af USA, UK og europæiske borgere kan simpelthen trække på skuldrene og udsende et træt suk, når de betaler i supermarkedets check-out eller ved benzinpumpen, når de undersøger det formodede 5% RPI på deres kvitteringer. For store dele af befolkningen i Mellemøsten eller Afrika er inflationen på basale varer imidlertid litterær forskellen mellem liv eller død, sult eller eksistens. Mens den britiske regering muligvis beregner deres inflationstal ved hjælp af en kurv med varer inklusive mobile ringetoner, bredbånd, sky-tv og plasmaskærms-tv, indgår ikke luksus i kurven med valg i fattigere dele af kloden. Brent råolie har stædigt forblevet over $ 100 pr. Tønde i næsten seks måneder, grundlæggende madvarer har spidset ubarmhjertigt, mens britiske bilister kan klare en liter benzin, der stiger med 30% over tre år (da deres reelle og inflationsjusterede lønninger forbliver statiske) dårligere globale borgere har ingen håndteringsstrategi. Da mad, brændstof og indkvartering tegner sig for næsten alle deres omkostninger, fra en position med en meget dårlig løn, er de øgede omkostninger til korn og brændstof livstruende.
Den globale inflation, der er oplevet siden 2008, er som en direkte konsekvens af den efterfølgende kvantitative lempelse af USA, UK og europæiske beslutningstagere, der overgav sig til at rekapitalisere store finansielle institutioner for at "redde systemet". Den tvillede zirp-politik fik utvivlsomt denne overskydende likviditet til at skynde sig i spekulative råvarer og aktier. Mens aktieværdier muligvis korrigerer den uforudsete og utilsigtede konsekvens, er råvarepriserne muligvis ikke faldende. Hvis olie forbliver på ca. $ 100 pr. Tønde, i en yderligere periode på seks til tolv måneder, ser recessionen med 'dobbelt dip' en sikkerhed ud.
Mens de førende europæiske finansministre mødes for at drøfte yderligere mekanismer til at skabe et internationalt banksystem, der igen befinder sig på en afgrund, er det usandsynligt, at de åbent vil diskutere (til offentligt forbrug) de yderligere frygtelige konsekvenser, som mere QE vil skabe. Uanset mere QE, der skaber ubegrænsede mængder dollars, gennem centralbanker i en periode på tre måneder, vil det også indirekte skubbe råvarepriser op og alvorligt forringe kvaliteten af levende og overlevelsesudsigter på millioner. Når Geithner vender tilbage til den bilbesatte USA, vil han måske reflektere over de rejser, som de fleste amerikanere tager. Da hans pansrede kavalkade forlader lufthavnen, kan han observere dem, der går til fastfoodrestauranter, drevet af biler på majsfødevarer, og mener, at hans “job godt udført” denne weekend med sine europæiske kolleger faktisk er et midlertidigt klæbende gips for Europa og USA, men et potentielt dødeligt sår for fattigere og udviklingslande.
fxccmarkedskommentarerolie
« Europæiske finansministre: USA bør få eget hus i orden Terminal Velocity, IMF og Goldman Sachs gør matematikken »